8 gode råd til bæredygtig ferie på Fanø | Vadehavskysten

Bæredygtig ferie på Fanø

Photo: Vadehavskysten

På Fanø har vi virkeligt glædet os til dit besøg. Sænk tempoet, nyd øen og lev livet sammen med os, der bor her på øen.

Vær tålmodig og smart

I weekender, ferier og helligdage er helt op til 8–9 gange så mange mennesker på Fanø, som vi bor på øen. Det kan skabe trængsel i butikkerne, på restauranterne, ved COVID-testcentret, i de smalle gader og ved færgen.

Hvis du vil undgå trængsel og kø, så;

  • køb ind om formiddagen eller om aftenen
  • bestil bord på restauranten i forvejen
  • parkér bilen i kanten af byen eller kom på cykel
  • rejs med færgen før klokken 8 eller efter klokken 20.
Bæredygtig ferie på Fanø | Jacob Mortensen | Vadehavskysten
Vadehavskysten

”Mange af øens gæster spiser hos os på restauranterne. Det er vi rigtig glade for. Hvis du ikke vil gå forgæves, så bestil bord i forvejen.”

Jacob Mortensen, indehaver af restaurant Fajancen

Nyd øen sammen med os

Vi er 3500 fastboende på Fanø. Vi glæder os over de mange gæster. Vi bor i de små skæve huse i de smukke gader, og er en del af hyggen og den oprigtighed, som du oplever, når du besøger Fanø. Hjælp os ved at respektere hegn, hække og plankeværk. Og bær over med os, når vi kører indenom i færgekøen til ø-bizz køen for at nå vores aftaler i hverdagslivet.

Bæredygtig ferie på Fanø | Marianne Milter Bay | Vadehavskysten
Vadehavskysten

”Jeg er glad for, at vi lokale kan komme indenom i færgekøen. Så kan jeg nå mine aftaler i Esbjerg, og jeg kan nå tilbage til øen og hente mine unger inden daginstitutionen lukker.”

Marianne Milter Bay, beboer på Fanø

Hjælp os med at passe på naturen

Fanø ligger lige midt i Nationalpark Vadehavet, og store dele af vores natur er udnævnt til verdensarv af UNESCO. Det er vi virkeligt, virkeligt stolte af. Brug naturen og nyd den – den er fantastisk.

Hvis du vil hjælpe os med at passe på naturen, så;

  • hold afstand til de vilde dyr
  • gå eller cykel på de mange afmærkede stier
  • bliv udenfor indhegningerne
  • gå udenom brud i klitterne
  • lad hunden løbe frit i hundeskoven og i snor alle andre steder.
Bæredygtig ferie på Fanø | Marco Brodde | Vadehavskysten
Vadehavskysten

”Udsigten fra de høje klitter ved Sønderho er fantastisk. Hjælp os, så klitterne ikke slides igennem og fyger bort. Bliv på de afmærkede stier, og undgå at hoppe i de åbne brud.”

Marco Brodde, naturvejleder på Fanø

8 gode råd til en bæredygtig ferie på Fanø

Vi har skrevet otte korte punkter, som er gode at tænke ind i jeres ferie på Fanø.

#01
Sænk tempoet og skru op for indtrykkene. Undgå at bilen kører i tomgang. Lad bilen stå ved sommerhuset eller på parkeringen i Esbjerg. Kør på cykel eller gå. Det er den bedste måde at opleve Fanø, og det tæller i CO2-regnskabet.

#02
Køb lokale fødevarer og brugskunst. Spis ude. Restauranter, caféer og takeaway giver mindre madspild og mere ferie. Besøg vores museer, søg de lokale oplevelser, og brug øens guider. Her får du de bedste fortællinger og største oplevelser. Deltag i vores festivaller, koncerter og events. Det sikrer et levende lokalsamfund

Bæredygtig ferie på Fanø | Bent Kruse Madsen | Vadehavskysten
Vadehavskysten

”Hvis du vil undgå trængsel i dagligvarebutikkerne, så køb ind om formiddagen eller om aftenen. Og lad resten af familien blive i sommerhuset eller ved iskiosken.”

Bent Kruse Madsen, brugsuddeler på Fanø

#03
Tag dit AFFALD med dig, sortér det og aflevér det på øens affaldsstationer. 

#04
Fanøs natur vrimler med sæler, rådyr, ræve og kaniner. Og vi har flere truede dyrearter. Lad sælungerne ligge i vandkanten. Ræve og rådyr skal selv finde deres mad i naturen. Lad de VILDE DYR være vilde og nyd synet af dem på afstand og giv dem plads til at hvile, spise og formere sig.

#05
Millioner af trækfugle lander hvert år på Fanø for at spise og hvile. Mange fugle yngler på stranden, i klitterne og på heden. Nyd fuglene på afstand. Sving bilen uden om flokkene og hjælp din hund med at lade fuglene i fred.

Bæredygtig ferie på Fanø | Pia Lindquist | Vadehavskysten
Vadehavskysten

”Nyd vores smukke natur med hunden i snor. Ynglefugle og andre dyr opfatter den løse hund som et rovdyr også selvom du har styr på hunden.”

Pia Lindquist, hundeejer på Fanø

#06
Spar på strømmen, sluk for lyset og nyd himlen.

#07
Vi er omgivet af fantastisk badevand, fascinerende tidevand og velsmagende drikkevand. Vis respekt for bølger og strøm. Vær opmærksom på tidevandet. Drik vandet fra hanen og drop plastikflaskerne. Spring et brusebad og en tøjvask over.

#08
Fanøs smukke natur og brede strande kan benyttes af alle. Som gæst kan du opleve og NYDE Naturen FRIT over alt på øen. Læs skiltningen og orienter dig om de gældende regler og hensyn til naturen. Hjælp os især med at beskytte de smukke klitter, der er sårbare overfor slid.

Vi glæder os til at møde jer!